Blomster efter begravelseshandlingen
Efter handlingen i kirken arrangeres blomsterne på gravstedet. Kirkegårdens personale fjerner blomsterne fra gravstedet efter ca. 7-14 dage. 
 
Urnenedsættelse
Når kirkegårdskontoret modtager urnen, kontaktes de pårørende pr. brev vedr. urnenedsættelse.
Urnenedsættelsen kan  efter aftale med kirkegårdskontoret finde sted i tidsrummet: mandag - torsdag fra kl. 9.00 til 15.00 og fredag - lørdag fra kl. 9.00 til 13.00. Ved urnenedsættelse om lørdagen opkræves et lørdagstillæg.
 
Reetablering af gravstedet
Reetablering af gravstedet efter en begravelse kan bestilles ved henvendelse til kirkegårdens personale eller til kirkegårdskontoret. Planter, der skønnes til ikke at kunne genplantes, kasseres ifbm. gravkastningen. 
 
Faktura, gravstedsbrev mm.
Umiddelbart efter begravelsen eller urnenedsættelsen fremsender kirkegårdskontoret:
 
  • Et gravstedsbrev, som ved senere kiste eller urnenedsættelser i gravstedet skal  indleveres til kirkegårdskontoret.
  • Faktura på brugsretten og gravkastning.
  • En aftale med obligatoriske og evt. frivillige gravstedsaftaler.
 
Fredningstid / Brugsret
Fredningstiden er den tid en grav skal henligge, før den må bruges igen. Fredningstiden for en kiste er 20 år og for en urne 10 år .Fredningstiden udløber altid d. 31.12 i udløbsåret. Anvendes der kiste af zink, egetræ eller anden hårdttræssort, eller urner af metal, stentøj samt lignende materialer er fredningstiden henholdsvis 40 år og 20 år, og gravstedets pleje- og vedligeholdelse skal sikres ved indgåelse af en aftale for hele fredningstiden.
 
Efter fredningstidens udløb er det muligt at forlænge brugsretten til gravstedet, medmindre der foreligger en godkendt reguleringsplan for området.