Brønderslev Kirke

Brønderslev Kirke, Bredgade 102

Efter at den nye kirke var taget i brug i 1922, blev den gamle kirke i en del år kun brugt til begravelser. Men efterhånden blev det en yndet vielses kirke, og i dag er der vielser, begravelser, barnedåb og gudstjenester i den gamle kirke

Projektering af en ny kirke
Den nye kirke var hårdt tiltrængt. Der var ikke plads nok i den gamle kirke. Så der var flere tiltag til opførelse af en ny. Der var samlet penge ind, og der blev lavet udkast til kirken af arkitekt Valdemar Schmidt, København. Det var allerede i 1907. Andre ønskede en udvidelse af den gamle kirke. Men det kneb med økonomien, og man havde håbet at få hjælp fra stamhuset Birkelse, som kirken jo endnu hørte ind under. Men det lykkedes ikke.
Der skulle bygges en ny kirke.

Byggeri og indvielse
Men efter mange spekulationer og med stor entusiasme og hjælp fra sognepræst F. Dahl og med stor støtte ved indsamling blandt byens borgere lykkedes det at få den nye kirke op at stå, idet statens støtte var betinget af byens eget indskud. Byggeriet blev for størstedelens vedkommende udført af lokale håndværkere. Arkitekten var igen omtalte Vald. Schmidt fra København, og den 26. marts 1922 blev kirken indviet under stor højtidelighed. Der var procession fra præstegården med biskop og amtmand i spidsen ned til kirken. Denne blev derefter ved en gudstjeneste indviet af biskoppen. Kirken var overfyldt – både ved denne gudstjeneste og ved den senere aftengudstjeneste. Men der var endnu ikke et tårn, idet opførelsen af et sådant var blevet udskudt på grund af økonomien. Men i 1926 stod tårnet færdigt. 2 klokker blev ophængt i tårnet, hvoraf den ene var betalt af private og blev omstøbt på Jysk Jernstøberi i Brønderslev.

Kirken bestod af koret - hvorfra en dør på nordsiden førte ind til sakristietet, et aflangt hovedskib, sideskibe med pulpiturer(balkoner), 5 meter høje granitpiller, der bar loft og pulpitur, og der var plads til orgel og mødelokale mod vest. Prædikestolen var anbragt i nordsiden af skibet, men i 1933 blev den flyttet til den plads i koret, som den havde frem til ombygning af kirkerummet i 2018-2019 – på sydsiden lige ved overgangen til skibet.

I 1970-72 blev der foretaget en stor ombygning af kirken.
Pulpiturerne i sideskibene blev fjernet, kirkens konstruktion blev forstærket, og der blev lavet et helt nyt vestparti i kirken. Der kom et nyt orgelpulpitur og et nyt orgel, og der blev plads til et kirkekor. Det forgyldte kors over alteret blev erstattet af et nyt kors med den korsfæstede kristus figur. I koret blev 2 abstrakte glasmosaikker lavet af Helle Scharling indsat i nye vinduer mod øst. Pengene hertil var skænket af en gruppe borgere med Ellen Jacob Christensen i spidsen, som også havde broderet det nye grønne altertæppe.
Nogle år senere modtog kirken en stor arv fra ægteparret Ellen og Jacob Christensen. Den blev ligeledes anvendt til kunst i kirken. Der blev bl.a. sat små mosaikruder (igen lavet af Helle Scharling) nederst i alle de store vinduer. Der var problemer med godkendelsen fra Udvalget for Kirkekunst, men menighedsrådet fastholdt den nye kunst, og ruderne blev accepteret af den endelige myndighed – kirkeministeriet.
Den 7-armede lysestage på alteret, en af lysekronerne og skibet er skænket af private.

Opførelse af menighedshus
Kirken fik tilbygget et menighedshus mod vest i 1982, tegnet af den lokale arkitekt Kr. Bjerregaard. Menighedshuset er og har været en stor succes. Det blev i 2010 omdøbt til Sognegården.
Et stigende aktivitetsniveau med nye aktiviteter og gudstjenesteformer gjorde behovet for nyere og større rammer mere og mere påtrængende. Da kirken samtidig nærmede sig sin 100 års fødselsdag (i 2022) blev ønsket om at få renoveret kirkerummet gennemgribende også tydeligt. 

Visionsprojekt

I 2013 begyndte det daværende menighedsråd en proces, der skulle kunne føre til realisering af ovenstående ønsker. Et forprojekt (finansieret af provstiet) afdækkede ønsker og behov hos menighedsråd, medarbejdere og beboere i Brønderslev. Arkitekt Anna Mette Exner udarbejdede en rapport med tre skitsemodeller. Ud fra disse arbejdede menighedsrådet videre med ideen - og i efteråret 2017 bevilgede Brønderslev provsti 23 mio. kr. til et byggeprojekt. Arkitektfirmaet Bundgaard Aps fik opgaven med at projektere og detatilplanlægge om- og tilbygning af kirke og sognegård. I marts 2018 blev de afholdt licitation - og firmaet AM Totalbyg blev valgt som hovedentrepenør.

Fra maj 2018 og til 2. juni 2019
gennemgik kirke og sognegård en stor om- og tilbygning. Målet var at sænke dørtærsklen til kirke og sognegård såvel fysisk som mentalt.

Kirkerummet blev fuldstændig fornyet - med nyt, plant klinkegulv, nye altermøbler, stole i stedet for bænke, en trappe ned i kirken fra pulpituret ved orglet - samt nyt lyd-, lys- og AV-udstyr. Sognegården fik bygget 420 m2 til, som indeholder en ny multisal, kontorer til kirketjenere, kirkekontor og 2 præster. Derudover toiletfaciliteter til Sognegårdens brugere.
Et nyt caféområde er indrettet i området mellem den nye tilbygning og den gamle kirke og sognegård. De hidtidige lokaler i sognegården er blevet malet og har fået nye lofter samt vinduer. Alt fremstår i dag lyst, rummeligt og imødekommende.

Som det fremgår af ovenstående har befolkningen altid bakket op om kirken. Det er menighedsrådets opfattelse, at kirkens vigtigste funktion - udover at give det kristne ord og det kristne livssyn videre - at invitere til fællesskab omkring mangfoldige aktiviteter.